Skal dit barn starte i skole til sommer, og overvejer du en mindre folkeskole med fokus på trivsel, fællesskab og høj faglighed?
Den 10. januar 2022 kl. 17.00 er alle forældre velkomne til informationsmøde om den kommende 0. klasse på Stauning Skole.
Vi fortæller om skolens værdier og giver et indblik i dagligdagen på vores skole, blandt andet:
Når dit barn begynder på Stauning Skole, kommer det til at indgå i en helt særlig kultur med fokus på fællesskab, respekt, udvikling, glæde og tryghed. Disse værdier er grundstenene på vores skole, og når de nye elever starter, gør vi vores bedste for, at de skal falde godt til ved aktivt at arbejde med værdierne.
Allerede inden dit barn begynder i skole, starter brobygningen, så dit barn får en god og tryg start. Susanne, vores børnehaveklasseleder, tager ud i de forskellige børnehaver og besøger de børn, som snart skal starte i skole, så de bliver trygge ved Susanne inden skolestart.
Udover besøget i børnehaven, inviterer vi forældre og børn til tre besøg på skolen inden skolestart. Det giver dit barn mulighed for at møde klassekammeraterne på forhånd, så det allerede er bekendt med de andre børn, når de mødes spændte og forventningsfulde første skoledag.
Til venstre kan du høre Susanne fortælle lidt om at starte i 0.klasse.
Når dit barn starter på vores skole, gør vi en masse for at skabe trivsel og fællesskab i klassen. Det gør vi bl.a. gennem leg, hvor børnene får mulighed for at lære hinanden at kende. Samtidig bliver børnene også bedre til at løse de småkonflikter, der kan opstå imellem dem.
I videoen til højre leger børnene 10er-venner.
Dit barn spejler sig i de ting, du gør og siger, men når dit barn går i skole, skal der være nogle andre rollemodeller til at tage over. Det ansvar tager vi på os, når dit barn starter på Stauning Skole. Vi er bevidste om, at vi selv skal efterleve de værdier, som vi gerne vil give videre. Derfor kan du forvente, at vi altid møder dit barn i øjenhøjde og med respekt.
Vores værdier er forskellighed, respekt, udvikling, glæde og tryghed, og værdierne præger hverdagen på skolen, fordi de er udgangspunktet for personalet.
Mange af vores elever bor i Skjern, og vi ved godt, der kan være langt fra Skjern til Stauning. Derfor har vores støtteforening sørget for en løsning til de børn, der bor i Skjern, nemlig en bus.
Den er vi rigtig glade for, da det ikke skal være afstanden, der skiller os ad. Lokale, frivillige buschauffører kører direkte fra Skjern til Stauning og tilbage igen flere gange om dagen.
Vi oplever også, at mange forældre ser det som en stor fordel, at deres barn kan hoppe på bussen om morgenen. En af dem er Jacob, som er far til Alia. Hør, hvad han har at sige om bussen i videoen til højre.
Vi vil have, at dit barn falder godt til på skolen, og derfor får allee børn i 0. klasse sin helt egen mentor fra 4. 5. eller 6. klasse. Dit barn får altså en helt unik mulighed for at opbygge en relation til en ældre elev og opleve, at de store børn ikke er ”farlige”.
Mentorordningen er en af måderne, vi hjælper dit barn ind i fællesskabet, samtidig med, at det lærer en masse om skolelivet fra en ældre elev, der kender til det.
Du skal føle dig tryg ved at aflevere dit barn hos os. Derfor holder vi åbent hus den første dag i hver måned, hvis det er en hverdag. Her har forældre og bedsteforældre mulighed for at deltage i undervisningen og på den måde få en fornemmelse af, hvordan det er at gå på skolen.